Som børn er vi 100 % afhængige af kontakt med vores omsorgspersoner/tætte relationer for at overleve. Når vi er små og de voksne, der skal beskytte og være kærlige mod os, ikke kan finde ud af det, bliver vi sårbare, usikre og angste. Vores nervesystem får ikke den oplevelse af tryghed og kontakt, som skaber en grundlæggende følelse af ro, tryghed og tillid. Som foster, som nyfødt og i de første tre år, er hele vores krop indrettet til at tage imod og lære af alt det, vi er omgivet af, og vi præges af alle de pålidelige gentagelser, vi møder i vores liv. Desværre er ikke alle pålidelige gentagelser de mest hensigtsmæssige.
Der kan være mange årsager til at vores mor, far eller omsorgsperson ikke møder os som vi har brug for. De kan være ramt af fødselspsykoser, depressive tilstande, misbrug, stress, konflikter i ægteskaber, sorg- & krisetilstande, skilsmisser, og ikke mindst, hvis vores mor og/eller far (omsorgspersonerne) ikke selv oplever tryghed ved at være dem, de er. Sådanne tilknytningsproblematikker finder sted i alle slags familier. Også i tilsyneladende ”pæne” familier kan der mangle helt grundlæggende tryghed og omsorg.