Som fagprofessionel inden for det socialpædagogiske område, kriminalforsorgen, bosteder, krisecentre, flygtninge- og integrationsområdet og sociale hjælpeorganisationer og lignende, møder man typisk udfordringer, der kan være svære at håndtere. Omsorgstræthed og udbrændthed er en kendt sag og en stor udfordring inden for disse arbejdsområder. Derfor er det så vigtigt, at vi, der arbejder direkte med andre mennesker, også er klædt på til at stå i det felt og rumme det, der vækkes uden selv at blive væltet.

Denne integrative supervision tager udgangspunkt i neuroaffektiv udviklingspsykologi- og videnskab og kombineres med biologisk chok/traumearbejde, arbejdet med tilknytningstraumer og relationsarbejde samt mange års erfaring fra det direkte arbejde i ”marken”.  Supervisionen er altid ressourceorienteret, eller sagt på en anden måde, fokuseret på at hjælpe både den fagprofessionelle og det sårede menneske med at komme i kontakt med alle de ressourcer, de indeholder.

Og skal det være et realistisk mål, er det altafgørende – hvis noget overhovedet skal lykkes – at vi som fagprofessionelle er i stand til at kunne møde dem følelsesmæssigt der, hvor de i sin tid blev tabt. At de får en fornemmelse af at de er ok, lige dér med os.
De er som udgangspunkt fyldt med skam, og har hele livet igennem haft oplevelser af at være forkerte, af at være en fiasko – og dét går man ned af som menneske. Vi skal derfor kunne møde dem uden, at de endnu engang føler sig mere forkerte og bliver mere skamfulde.
Når det er sagt, skal der samtidig også en vis fasthed og grænsesætning til, hvis det skal være realistisk at bryde det mønster, de sidder så godt fast i og hvis det skal lykkes at holde dem på en kurs, de ikke før har kunnet holde.