Døden er en af de største overgange i livet. Ikke kun for dem, der dør, men i lige så høj grad for dem, der står tilbage. 

De fleste, der har oplevet dyb, dyb sorg vil nok medgive, at livet på mange måder måles i et før og efter. Den, vi var før sorgen, og den vi er efter. 

Uanset hvor forberedt vi er på at miste og ved, at det er en naturlig cyklus i livet, er det ikke muligt at forberede os på smerten. 

Sorg kan lægge selv de stærkeste sjæle ned. Fortvivlelse, fortrydelse, vrede, afmagt – alt de tilstande, vi normalt gør alt for at undgå at mærke, bølger ind over os. Selv om verden fortsætter i sit ufortrødne tempo er noget i os gået helt i stå.

 
Et tabuiseret område inden for sorg og tab er, at det også kan være en lettelse, at et menneske dør. Den følelse er lige så almindelig som ensomhed, tomhed, sorg og smerte, men den kan betyde, at man føler ens sorg er forkert, at man selv er forkert…

Med tiden kan komme smukke erkendelser, dybe værdier. 

At opleve døden tæt på giver ny viden, og en markant erkendelse af, at livet ikke er evigt for nogen af os. Det kan føre til nye dybe værdier at leve sit liv efter. 

Men det er en livsvisdom som er dyrt tilegnet. Den følges af en smerte og ofte også en dyb meningsløshed, ensom og håbløshed. 

Det er dybe smertetilstande af at være forladt, fortabt og uden hverken mening eller retning i livet: 

Hvorfor skulle hun eller han dø? 

Hvorfor skulle det ske for mig? 

Hvordan skal jeg nogensinde komme videre? 

Kommer jeg nogensinde til at føle mig som et helt menneske igen? 

Hvordan skal det her nogensinde kunne give mening? 

Den afgrundsdybe fortvivlelse kan få os til at tænke, at det ville være meget rarere også selv at dø, for det ikke at eksistere virker som et bedre alternativ end at mærke smerten ved, at den man elsker, er væk for altid.